Hvorfor et Grexit er nødvendigt, og hvorfor det ikke vil ske foreløbig

Den såvel kloge og vidende som dristige Nicolaus Fest, søn af den uforglemmelige historiker og journalist Joachim Fest — forfatter af Der Untergang og af meget andet — skrev for nogle dage siden, da det stadig så ud, som om et Grexit var uundgåeligt:

Hvad betyder Grexit for Europa?  For Tyskland og andre betalere tabet af mange milliarder.  For mange grækere en forfærdelig afslutning, men netop også muligheden for bedring.  For Jean-Claude Juncker og Martin Schulz et fuldstændigt, uafviseligt nederlag — ikke engang en økonomisk dværgstats problemer har de kunnet løse.  For ECB-chef Draghi den “tykke Berthas” sammenbrud.  For EU erkendelsen af, at mange ønsker det hen, hvor peberet gror, fordi det hverken sikrer fred eller velstand.  For Merkel og Schäuble enden på deres troværdighed som ansvarsbevidste politiske ledere.  Og for alle andre spørgemålet om, hvorvidt risikoen ved en fælles valuta som ved en elitær, udemokratisk og uantastelig kaste i Bruxelles lader sig berettige.

Ganske rigtigt, men som jeg og mange andre efterhånden har forstået, så er der ingen smerte, EU-magthaverne ikke er villige til at påføre deres magtløse undersåtter for at tjene deres utopiske interesser.  Vi ser det på energiområdet, og vi ser det med euroen.

Richard North ved mere om EU og om, hvordan man måske kan komme ud af det, og skønt han givetvis er enig med Fest, ser han ingen umiddelbar udsigt til, at det for alle andre end de EU-forblændede indlysende, nemlig et Grexit, fulgt af et Brexit og måske et Danexit (ordet være hermed givet videre), kan blive virkelighed:

Jeg køber ikke Grexit, og jeg vil ikke engang sætte penge på, at grækerne forlader euroen.  “Kollegerne” [EU-toppen plus Merkel & co.] har vist sig modstandsdygtige før, og jeg kan ikke se, at de nu skulle give efter.

North har heller ikke nogen tillid til, at David Cameron for alvor ønsker at gøre Storbritannien uafhængig af EU.  Her lever mange danske kommentatorer desværre i en illusion.  Cameron er ikke EU-skeptikernes ven, men deres lumske fjende.

Advertisements

Åh, Dragsdahl, Dragsdahl

Disse posteringer skal ikke være for lange, så jeg undlod i den foregående at komme nærmere ind på Jørgen Dragsdahl som person.

Det pudsige er, at jeg hver gang, jeg har mødt ham, har fundet ham slet ikke usympatisk, også selv om han brovtende en gang over for mig påstod, at det skam ikke var min side, den antikommunistiske, der havde vundet Den Kolde Krig, men snarere den progressive venstrefløj, eksemplificeret ved hans egne geniale analyser, der ikke kun stammede fra Sovjetunionens propagandalager, men også fra et par venstreorienterede sikkerhedspolitiske tænketanke i USA.

Det er jo ikke helt forkert.  En slags kulturmarxisme behersker totalt politik og medie-, forsknings- og kulturbilledet i næsten alle vestlige lande fra USA til Danmark.  Nogen egentlig konservatisme skal man kigge i vejviseren efter.  Nej, Dragsdahl har meget ret: det var folk som han, der løb med sejren.  Vesten fik ikke nogen renæssance af liberale principper, men en stedse voksende statslig styring og ensretning, der i vore dage har nået ganske absurde højder.

Økonomisk har Dragsdahl dog ikke nydt nogen fordele.  Han påstår, at han i de otte år, hans sag mod Jensen har løbet, ikke har kunnet finde arbejde som skribent.  Bent Jensens advokat Karoly Németh betegnede i sin procedure i Landsretten, hvor Jensen vandt, Dragsdahl som en mand, der ønskede at leve af erstatninger for injurier og som én, der ifølge PET var sårbar for sovjetisk pres på grund af sine romantiske tilbøjeligheder, som KGB udnyttede.  Skulle det have noget på sig, og det mente PET åbenbart, rejser det spørgsmålet om, hvor frivilligt Dragsdahl omskrev, forskønnede og viderekolporterede sovjetisk propaganda.  I mine øjne er det mindre vigtigt: Dragsdahl mente, hvad han mente af overbevisning.

Højesterets røde dommere

Professor Bent Jensen er i Højesteret blevet dømt til at betale skribenten Jørgen Dragsdahl 100.000 kr., yderligere bøder på ialt 100.000 til statskassen og til at betale sagens omkostninger, som i dag beløber sig til ca. 600.000 siden den første dom i Byretten, hvor Jensen ligeledes blev dømt.  I Landsretten blev han frikendt, men Højesteret har nu tildels stadfæstet Byrettens dom.

Rettens flertal fandt med fem mod to, at Jensen havde injurieret Dragsdahl ved at skrive, at PET anså ham for sovjetisk påvirkningsagent i 1980’erne.  At Jensen blot gengav PET’s egen vurdering talte ikke, også selv om PET’s daværende chef klokkeklart bekræftede dette.

Mange ting i denne dom er højst mærkværdige.  Retten fulgte Dragsdahls advokat René Offersen, der brugte det meste af sin procedure på at udpensle Jensen som en skidt karakter og dårlig historiker, hvis hovedformål havde været at sværte Dragsdahl ved at gøre ham til KGB-agent.  Allerede dette er besynderligt og en seriøs advokat uværdigt.  Sagen er jo, at Dragsdahl i 1980’erne slet ikke lagde skjul på, at han frivilligt gengav den sovjetiske propaganda i Den Kolde Krig, fordi han fandt den rigtig.  Dengang ville Dragsdahl formentlig ikke have følt sig krænket, hvis man havde betegnet ham som påvirkningsagent.  Han så det jo netop som sit formål som skribent at påvirke dansk sikkerhedspolitik i sovjetvenlig retning.

Nu kender man ikke Offersens politiske ideologi, men hans metode, der stærkt minder om de sovjetiske pseudoadvokaters metoder i skueprocesserne mod frihedskæmpere og demokratiske aktivister i Sovjet, giver i det mindste anledning til gisninger.  Også de sovjetiske pseudoadvokater betegnede kritikere af det sovjetiske massemordsdiktatur som usle mennesker og fjender af freden, hvor ordet “fred” her skal forstås sovjetisk, altså som ensbetydende med sovjetisk verdensherredømme.

Verdenshistoriens næstmest blodigste regime — det ligeledes kommunistiske Mao-Kina var det blodigste — har vundet en stor posthum sejr.  Hvorfor Højesterets flertal skænkede Sovjet denne sejr, er mystisk, men man kan måske anstille nogle betragtninger.

Det er en myte, at dommere generelt er konservative.  Det er mange år siden, det har været sådan.  En solid portion af dem er lige så fuldt medlemmer af den kulturradikale elite som de fleste journalister og universitetsfolk.  En vis sympati for Dragsdahls prosovjetiske ideologi kan derfor ikke udelukkes.  Dertil kommer, at mange dommere er magtloyale.  Man dømmer såvidt muligt i magtens interesse og mod kritiske røster som Jensens.  I sit imponerende forskervirke, der er de fleste andre danske samtidshistorikeres tårnhøjt overlegent såvel fagligt som moralsk, har Jensen ikke mindst villet vise, hvordan danske eliter — den danske magt — systematisk har krøbet og bukket for Sovjets krav og godtaget sovjetiske udlægninger af virkeligheden, ligesom de samme eliter krøb for tyskerne under Besættelsen.  Det gjaldt om at få stoppet ham.  Kritisk forskning og akademisk frihed skal ikke have lov at trives i det lille, lukkede og egentlig hunderædde Overdanmark.

Jensen overvejer efter sigende at føre sagen til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol.  Meget kritisk kan siges om den institution, men i dette tilfælde kan den være den frie danske historieforsknings sidste håb.

Under alle omstændigheder fortjener Jensen al den ikke mindst pekuniære støtte, han kan få.

The Collapse and Rebirth of America

Many observers have noted that in recent years views on the prospects of the United States have been becoming increasingly polarized.  Those on the Left, called in America “liberals”, sense final victory in the culture wars that began in the 1960’s.  They see within their grasp the non-white, non-heterosexual, non-Western America that they ever more openly desire.  For them, the signs of the times are good.  Those on the Right, not to be confused with most American “conservatives”, see decline, decadence, and looming disaster.  For them, the signs of the times are terrible.

Now comes a most remarkable work of political and military science fiction, Victoria, by William S. Lind, a true and learned conservative.  Its first part is freely readable through the link, although I would also encourage anyone who can to buy copies and give them out.  He tells the story of how the United States fell apart, like the Roman Empire in the fifth century A.D., in the third to sixth decades of the 21st century, and how a resistance movement based in Maine restored a country its members call Victoria, for Queen Victoria and the virtues she stood for.  I won’t summarize it further here; read it.

Some on the Right say they still believe in American progress and that the future will be better than the past.  Many European friends of America — of the authentic America, not the Left’s caricature — say the same.  Regrettably, the America they see is ceasing to exist before their eyes.  Of course the descent into chaos can be reversed, but that would require politicians and an academic and media system favorable to that authentic America, and such hardly exist any more.

Reasoned objections to Lind’s sombre forecasts are welcome.

Valg uden valgmuligheder

Partiet Dansk Samling, som jeg er medlem af, er ikke opstillingsberettiget til det nylig udskrevne folketingsvalg, fordi vi ikke har haft tid til at samle de ca. 22.000 underskrifter, der er nødvendige for at få lov til at opstille kandidater.  Det nuværende system er som så meget i Danmark unødvendigt dyrt og besværligt.  Den, der vil støtte partiets ret til at stille op, skal hente en erklæring fra partiets hjemmeside, udskrive og udfylde den og sende den til den lokale kommune, som så skal bekræfte, at man bor i kommunen.  Erklæringen registreres og sendes til partiet.  Det siger sig selv, at man ikke behøver at være enig i partiets holdninger eller have til hensigt at stemme på det.  Man skal bare støtte, at det må stille op. Indenrigsministeriet har længe lovet, at man snart vil kunne afgive sin underskrift elektronisk, men dette system lader, som næsten alt digitalt i det offentlige, vente på sig. Valget vil derfor kun omfatte de eksisterende partier, og her er der ringe forskel.  Som Morten Uhrskov, DS’s formand, har påpeget, er der intet parti, der for alvor har indset de virkelige problemer, Danmark står over for, især dem afledt af den ukontrollerede indvandring af kulturfremmede og tilpasningsuvillige.  Dansk Folkeparti nyder et ganske uberettiget ry af at ville stramme indvandringen.  Det kan imidlertid kun for alvor lade sig gøre ved, at Danmark opsiger især FN’s Flygtningekonvention og forlader Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion.  Begge skridt er fuldtud folkeretligt lovlige, men alle partier lider af en panisk aversion mod at støtte dem.  Man taler allerhøjst om, at Konventionen er forældet, og det er billig tale. Snaphanen har samme mening.  Imidlertid er det vel ikke helt ligegyldigt, om rød eller blå blok vinder.  Kasper Støvring, ét af Danmarks bedste borgerlige hoveder, har glimrende forklaret, hvad en borgerlig politik burde bestå af, og hvorfor i hvert fald nogle af de såkaldt borgerlige partier er mere villige til at føre en sådan end de røde.  Så mon ikke det i mit tilfælde igen bliver Liberal Alliance eller rettere en personlig stemme på den mest kvalificerede af deres folk?